Pillepas:
Et pillepas er en medicinattest, der skal medbringes, hvis man rejser til et andet Schengen-land og skal have medicin med, som indeholder euforiserende stoffer. Formålet med pillepasset er at den enkelte kan dokumentere retten til at medbringe de(t) pågældende lægemidler. Er du i tvivl om, hvilke lægemidler, det drejer sig om, er du velkommen til at spørge på apoteket. Du kan også finde en fortegnelse over disse på sundhed.dk.
Udover Danmark omfatter Schengen-samarbejdet: Sverige, Norge, Finland, Island, Tyskland, Østrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Portugal, Spanien, Grækenland, Frankrig, Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen og Slovakiet.
Attesten eller pillepasset er gratis og udfyldes af det apoteket, hvor du har købt de(t) pågældende lægemidler. Det er en godt ide, at komme i god tid inden afrejse, og du skal medbringe dit pas, sygesikringsbevis samt pakningen af det det pågældende lægemiddel.
Du kan også bestille pillepasset online via sundhed.dk. Når du så afhenter pillepasset, skal du medbringe dit pas samt pakningen af det pågældende lægemiddel.
Et pillepas er gyldigt i 30 dage, og der skal udfyldes et for hvert lægemiddel, hvis man bruger flere af slagsen.
